Hej Verden.

Når drømmen bliver til mareridt!

Da jeg fandt ud af at jeg skulle være mor, gjorde jeg mig en masse forestillinger om, hvordan det ville blive. Jeg havde meget høje forventninger til mig selv som mor, fordi jeg altid har været eminent god til andres børn og har passet børn hele mit liv. Jeg har altid været roligheden selv omkring babyer og børn, og jeg har altid haft en kæmpe bunke selvtillid hvad angår børn. Jeg ville bestemt ikke være sådan en “pylret” mor, som ikke kunne overlade mit barn til andre, jeg ville lære mit barn at sove alle steder og jeg ville bestemt ikke lade baby begrænse mig i at blive ved med at leve mit liv. Jeg ville tage på diverse ture og besøge venner og familie, og jeg ville være sådan en mor, der altid kunne se løsningen og sprang ud i alle udfordringer med ja-hatten på. Min baby skulle kunne falde i søvn alle steder, i bil, i arm, i larm, i barnevogn og fremmede steder og det ville aldrig blive et problem for mig at komme nogen steder, for jeg ville da bare gøre det og ikke lade mig begrænse.

Jeg troede, jeg vidste en masse og set tilbage har jeg uden tvivl været den type, som nybagte forældre virkelig hader, fordi jeg selv er kommet med en masse kommentarer og velmente ”gode” råd. Det var langt før jeg vidste, hvad massiv søvnmangel kan gøre ved en, og hvordan bekymringer bogstaveligt talt kan drive en til vanvid. Oh dear, jeg blev klogere…

Min datter kom til verden efter 30 timer i det værste helvede, jeg nogensinde har oplevet og ved et akut kejsersnit. Min krop var fysisk udmattet til sit yderste af 30 timer i gentagne vestorme og af tusindvis af andre komplikationer (ja, alt hvad der kunne gå galt, var nærmest gået galt under den fødsel) og psykisk var jeg dybt traumatiseret af et par elendige jordmødre, som havde formået at gøre mig så utryg, at jeg følte at absolut ingen havde styr på situationen. Så mens lægerne syede mig sammen på operationsbordet og min kæreste tog sig af min datter i hendes to første vågne timer, kulminerede hele oplevelsen for mig i et kæmpe panikangstanfald, hvor jeg kæmpede mit livs kamp for ikke at dø fra hende.

Forinden fødslen havde jeg haft en meget hård graviditet, først med 14 ugers voldsom kvalme og opkast, som invaliderede mig og senere en bækkenløsning, som voldte mig smerter og lænkede mig til sofaen. Desuden havde jeg mange smerter i maven og var til flere ekstra kontrolbesøg grundet mistanke om for meget fostervand. Det viste sig dog først efter fødslen, da jeg desuden fik tarmslyng, at smerterne var kommet af en slem forstoppelse, som jeg formentlig havde haft i 6 mdr. Det er næsten ironisk for mig at skrive alle de ting ned, som var galt eller forvoldte mig smerter, fordi hvis ikke det var det ene, så var det det andet. Jeg følte mig efterhånden, som verdens mest både besværede, men faktisk også besværlige gravide. Og endnu værre blev det, når jeg sammenlignede mig med flere veninder, der havde været gravide. Jeg kunne jo ingenting sammenlignet med dem og det følte jeg som et kæmpe nederlag.

Oveni de fysiske smerter, skar min psykiske bekymring også skår i glæden. Jeg havde tidligere aborteret i uge 11 og derfor havde både min kæreste og jeg rigtig svært ved at turde glæde os over graviditeten, og faktisk helt frem til fødslen, troede jeg ikke rigtig på, at det ville lykkedes os rent faktisk at få et barn. Så da vores datter endelig kom ud til os, var vi mildest talt ret meget i underskud fra start. Jeg husker tydeligt den allerførste gang jeg fik hende over til mig. Jeg havde ventet og set frem til dette øjeblik i 9 mdr. og haft et idyllisk billede af hvordan dette ville blive. Jeg havde forestillet mig, at jeg fik en slimet, skrigende baby på brystet, mens jeg græd udmattelses- og lettelsestårer, efter en veloverstået fødsel. I stedet lå jeg stadig et par timer efter hun var kommet til verden, med slanger over alt, et kæmpeoperationssår og kæmpede mod dødsangsten. Men efter sygeplejersken gentagne gange havde sagt at min datter altså havde brug for mig, tænkte jeg, at nu var jeg for alvor nødt til at ”tage mig sammen” og holde hende. Så jeg sank og sank for at få klumpen væk fra halsen og tvang angsten væk og fik hende langt om længe på brystet. Langsomt faldt der ro over både mig og hende og sådan lå vi hele natten.

Dagen efter var både min kæreste og jeg fuldstændig overvældede. Endorfinerne tumlede rundt i kroppen og overskyggede de sidste par døgns skrækkelige oplevelser, og vi var dybt forelskede i vores lille vidunder. På trods af tarmslyng, en amning, som jeg i den grad skulle kæmpe for at få i gang med malkemaskine hver 3. time, sonde og en baby, der tabte sig alt for meget, landede vi alligevel lykkelige i vores lille hjem en uge efter fødslen. Og selvom vi hurtigt erfarede, at vi i hvert fald ikke havde fået os en ”sovebaby”, svævede vi rundt i søvnløse nætter i vores lille babymoon.

Jeg ammede og ammede og ammede og forsøgte at give lille Ella alt hvad jeg havde i kompensation for min dårlige samvittighed. Både over at hun havde tabt sig, men også at jeg ikke havde været i stand til at tage mig af hende de første timer af hendes liv. Det lykkedes mig heldigvis at få hende op i vægt og endelig fik jeg en lille følelse af at der da var noget jeg kunne finde ud af. Men i den 4. uge af hendes liv forandrede hun sig fra at være en baby, der ikke sov ret meget til at være en baby, der SLET ikke sov andre steder end i vores arme. Hun havde nogle symptomer, som jeg havde undret mig lidt over. Hun sagde en masse anstrengelseslyde hele tiden og jeg havde bl.a. også oplevet et par gange til stor forskrækkelse, at hun havde haft svært ved at trække vejret, hvor jeg helt panisk flere gange havde hevet hende op af liften, hvorefter hun havde gylpet ud over det hele. Jeg synes også, hun virkede voldsomt generet hver gang hun havde spist. Jeg var meget bekymret og ofrede mig mange nætter, hvor jeg sad ret op og ned i sengen, så hun i det mindste kunne få lidt søvn på min brystkasse. Endorfinerne var for længst brugt op og en dag, da jeg ikke havde sovet i 3 døgn, ramlede det hele for mig.

Jeg var faldet over en artikel omhandlende en baby med refluks og med det samme kunne jeg genkende samtlige symptomer på Ella. Jeg græd og græd og kunne slet ikke bære tanken om, at det højst sandsynligt var det hun fejlede. Efter et besøg hos vagtlægen blev vi indlagt på Randers Sygehus. Under indlæggelsen vurderede lægerne, at det var silent refluks hun led af og derfor havde mavesyre til at ligge og køre frem og tilbage i spiserøret. Vi fik en årsag til hendes søvnproblemer og vi opstartede hende i noget medicin, der skulle afhjælpe symptomerne. Det hjalp en smule, men hun vågnede stadig 1000 gange hver nat. Dog blev dagslurene en anelse bedre. Efter en måneds tid med medicinen, synes vi alligevel ikke rigtig det for alvor virkede. Jeg havde det også rigtig svært med at give så lille et menneske medicin og desuden fik hun slem forstoppelse af det, så vi valgte at trappe ud af det igen og prøve andre metoder. Vi havde hende først i behandling hos en zoneterapeut, dog også uden den store effekt. Vi var ved at være desperate, for det var vanvittig hårdt at se sin datter have ondt og samtidig var der ingen af os der nogensinde fik noget sammenhængende søvn.

Endelig da hun var 3. måneder gammel tog vi hende til kiropraktor, trods både lægens og sundhedsplejerskens forsikringer om, at hun i hvert fald ikke var låst nogen steder. Kiropraktoren så på hende i 2 minutter og sagde, at det var virkelig godt at vi kom med hende, for hun var låst både i nakken og i bækkenet i meget svær grad.

Det var som et mirakel. Ella fik 4 behandlinger og pludselig var hun som forandret. Hun kunne nu bl.a. ligge på maven og løfte hovedet, noget som før var endt i mange grådture. Hun begyndte at sove noget bedre og kunne nu tage 3-4 timer i streg om natten. Vi var glade og lettede og dybt taknemmelige for at vi endelig havde fundet en årsag til hendes smerter. Men de seneste 3 måneder havde alligevel sat sit præg – især på mig.

På trods af søvnmanglen og alt det jeg ikke havde fået bearbejdet, havde jeg kørt benhårdt på og ofret mig selv 100% både fysisk og psykisk for Ella. Jeg kunne godt mærke, at min vejrtrækning ofte sad helt oppe i brystet og at kroppen sitrede konstant. Mit hjerte galoperede derudaf, men jeg forsøgte at komme igennem dagene og ignorere alle tegn på angst og stress, for at give Ella alt det hun havde brug for. Men det var som om, at udfordringerne ingen ende ville tage. Så snart vi var ovre det ene kom det andet. Jeg blev ramt af svamp på brystvorterne og kæmpede i ugevis med smerterne og lige da det var væk, fik jeg brystbetændelse. Herefter svamp igen og endnu en begyndende brystbetændelse. Fire gange nåede jeg at få svamp, før jeg endelig fik bugt med det. Jeg var flere gange ved at opgive amningen, fordi det gjorde så ondt, men omvendt var amningen blevet så altoverskyggende vigtig for mig, fordi intet andet var gået som forventet. Følelsen af at jeg ikke havde kunnet føde hende “rigtigt” hang stadig ved. Jeg følte, at jeg skulle vise og bevise at jeg trods alt godt kunne finde ud af at amme og havde en følelse af, at jeg ville knække fuldstædig hvis også det gik i vasken. Så jeg knoklede løs, bed alle smerter i mig og kom igennem det.

Oveni alt det andet, så begyndte jeg at døje med kraftige rygsmerter og ved en undersøgelse fik jeg af vide, at smerterne kom af at mine mavemuskler ikke var vokset sammen igen efter fødslen. Det forklarede også, hvorfor jeg fortsat lignede en gravid i 6. måned, selvom det var mange måneder siden, jeg havde født. Det var ikke just noget, der var med til at fremme selvværdsfølelsen og endnu engang følte jeg mig som en fiasko, når jeg sammenlignede mig med ”alle de andre”, der havde født og på et splitsekund nærmest havde fået vaskebræt igen.

Langsomt gik mit humør bare mere og mere ned ad bakke. I takt med, at jeg også blev mødt med flere og flere af omverdenens ”gode råd” og kommentarer, voksede den dårlige samvittighed og det dårlige selvværd og begyndte at æde mig op indefra. Set tilbage var det hårdeste faktisk ikke den evige søvnmangel eller alle de andre problemer, det var når folk samtidig fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok og at det måske var min egen skyld at Ella fx ikke sov ret meget. Og det gjorde folk rigtig ofte – helt sikkert ikke intentionelt – men ved at komme med rigtig mange kommentarer og gode råd såsom: ”Har du prøvet at gå en tur med hende i barnevognen?”, ”Børn skal bare lære at sove i larm og sove i den friske luft”, ”Børn sover jo bedre, hvis de får lov at græde sig selv i søvn” og uendeligt mange “hvorfor gør I ikke bare dit og dat” og “vi gjorde da bare sådan og sådan” osv. I øvrigt erfarede jeg, at amning åbenbart også er noget alle har en mening om, uanset om de har det mindste begreb om hvor hårdt arbejde amning faktisk er, eller i det hele taget hvad diverse anbefalinger siger, så var ingen blege for lige at smide kommentarer som fx: ”Skal du ikke snart til at stoppe med det der amning” eller ”Hvorfor giver I hende ikke bare en flaske, så du kan sove noget mere om natten.” ‼ Desværre havde disse “råd” ret meget den modsatte effekt på os og det er sikkert kun folk, der selv har haft et knap-så-sovende barn, der virkelig forstår at man selvfølgelig HAR prøvet ALT, og at det derfor i virkeligheden bare føles som om man bliver trådt på mens man ligger ned, når disse bemærkninger kommer flyvende.

Havde jeg været fyldt med overskud, fået tilstrækkeligt med søvn og i øvrigt været mere mig selv, havde jeg muligvis godt kunne ryste på hovedet af kommentarer som disse, og holdt fast i at det vi gjorde var rigtig for os uanset, hvad folk mente. Men idet jeg i forvejen var fuldstændig nedkørt både fysisk og psykisk, havde jeg enormt svært ved at mærke mig selv og derfor gik kommentarer som disse lige ind og fik mig til at tvivle på alt, hvad jeg gjorde.

Set i bagspejlet, forstår jeg slet ikke hvordan jeg var i stand til at hive mig op dag efter dag og være omsorgsfuld, kærlig og aldrig lade mit indre kaos gå ud over Ella. Selvom jeg godt kunne mærke, at jeg langt fra var mig selv og selvom mine handlinger viste tydelige tegn på stress og angst, kæmpede jeg en indvendig kamp for at klare det hele.

Min kæreste var naturligt nok også meget presset over vores situation og ligesom jeg, havde han heller ikke haft et eneste sekund til at bearbejde noget af det vi havde været igennem. Tilmed fik han nyt job midt i det hele og skulle yde og bevise en masse på arbejdet, så han begyndte også langsomt at synke længere og længere ned og blev ramt af stress. Skænderierne blev voldsommere og voldsommere og vi gik nærmest ugentligt fra hinanden for så at finde sammen igen et par dage efter. Ingen af os havde overskud til den anden og ingen af os kunne vise omsorg eller forståelse for hinandens problemer. Og ud af det voksede den dårlige samvittighed yderligere, fordi vi skændtes foran Ella.

Jeg begyndte at reagere meget voldsomt på det mindste pres og især vores skænderier og frustrationerne over ikke at blive hørt, set og forstået endte flere gange i panikangstanfald, hvor jeg hyperventilerede og kun kunne ligge i fosterstilling på badeværelsesgulvet. Jeg bebrejdede efterhånden mig selv for alt. Det var min egen skyld, at jeg havde haft så hård en graviditet, det var min skyld at fødslen var gået galt, det var min skyld at jeg ”ikke kunne finde ud af” at føde naturligt og at det endte i kejsersnit, det var min skyld at hun havde fået refluks og havde været låst i nakken, det var min skyld at hun sov så dårligt, som hun gjorde og det var mig, der ikke kunne finde ud af at putte hende ordentligt. Jeg begyndte at få nogle skrækkelige tanker om mig selv. Jeg følte, jeg var en dårlig mor, dårlig kæreste, dårlig veninde, dårlig datter. Jeg følte at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. At jeg var til besvær for alle i min familie og for min kæreste og at alle ville havde det meget bedre, hvis jeg ikke var her.

Jeg mistede faktisk lysten til at leve og det eneste, der holdt mig her, var tanken om at Ella ikke skulle vokse op uden sin mor. Jeg havde efterhånden udviklet en fødselsdepression kombineret med angst og stress.

Da Ella nærmede sig 6 mdr. var situationen i vores hjem virkelig alvorlig og vi havde akut brug for hjælp. Vi opstartede i et forløb, hvor vi blev tilknyttet en psykolog og en sundhedsplejerske med samtaler to gange om ugen, både individuelt og parvis. Jeg husker den første samtale, som værende livsvigtig for mig, fordi det var der, jeg for allerførste gang siden Ella blev født, følte mig forstået. Noget af det første psykologen sagde var, at med den historie vi havde, var det helt utroligt, at vi stadig stod oprejst. De følgende uger blev vi fulgt meget tæt og vi fik utrolig meget ros for hvilken glad, dejlig og dygtig pige vi havde og flere gange fik vi af vide, at det var helt utroligt så godt vi klarede det som forældre, på trods af vores historie.

Sundhedsplejersken roste mig til skyerne over alle de ting jeg havde lært Ella og hvor sund og god en tilknytning vi havde fået. Hun forsikrede mig om, at Ella udviklede sig fuldstændig normalt og på ingen måde havde taget skade af skænderierne eller min psykiske tilstand. Ydermere støttede hun os i, at vi gjorde alt det rigtige i forhold til Ellas søvn og at vi skulle holde fast i at gøre det, der virkede og ikke det som alle bøgerne skrev. Det gik mere og mere op for mig, hvor meget jeg havde higet efter ros og anerkendelse. Både anerkendelse af, at det vi havde oplevet langt fra var normalt og at vi virkelig havde været udfordret på samtlige parametre. Men også anerkendelse af, at det ikke var mig, der var ved at blive fuldstædig splitterravende sindssyg, men at jeg reagerede, som enhver anden ville reagere, på så lidt søvn og så mange udfordringer. Jeg havde i den grad savnet både forståelse og omsorg fra min omverden og følte desværre at jeg ofte blev mødt med det stikmodsatte.

Det er tankevækkende, så stor en forskel det gjorde for os, at vi pludselig fik anerkendelse og ros og blev bekræftede i at vi gjorde det rigtige. Vi voksede begge to og selvom vi stadig havde et barn, der ikke sov tiden væk, kunne vi langsomt begynde at samarbejde igen. Stemningen i hjemmet forandrede sig fra at have været en kampzone, fyldt med tristhed, håbløshed og tårer, til en mere behageligt sted, hvor vi alle tre i det små begyndte at nyde det at være en familie.

Der er nu gået over et år siden min datter kom til verden. Intet blev noget i nærheden af hvad jeg havde forestillet mig og jeg kan sige med sikkerhed, at dette år har været det ubetinget hårdeste i mit liv. Jeg har en følelse af, at være gået glip af rigtig mange ting gennem hendes første år og det er trist at tænke på, hvor lidt jeg har nydt min barsel. Det stikker stadig i hjertet, når mine veninder taler om “det søde barselsliv” eller hvor meget de nyder deres morrolle, fordi jeg har rigtig svært ved at genkende det og føler mig enormt forkert fordi jeg har det som jeg har det. Jeg har en følelse af at have været enormt låst til hjemmet i meget lang tid og at vi har fejlet som forældre på mange områder. Heldigvis forsøger jeg at tænke, at jeg har masser af år til at indhente det “tabte”og heldigvis elsker jeg min datter højere end noget andet i verden og det må være det bedste udgangspunkt for fremtiden.

Jeg kæmper fortsat med min angst og det er stadig en udfordring at min lille søvndjævel sover som vinden blæser. Derfor vil det sikkert også tage en rum tid endnu, før jeg er helt mig selv igen – og helt den samme bliver jeg aldrig, men en bedre og mere vis version er det, jeg stræber imod. Jeg vil lære af mit forløb og jeg vil så vidt, jeg kan, hjælpe andre, der oplever noget lignende, så de ikke skal føle sig så alene, som jeg har gjort.  Fremtiden er lys. Tak fordi du læste med.

IMG_8008-2

53

  • Ida

    Kære Mia, jeg faldt helt tilfældigt over din blog og blev straks fanget af dit indlæg. Jeg sidder nu, efter at have læst det fra start til slut, med tårer trillende ned af kinderne. For 5 måneder siden blev jeg mor til en meget dejlig lille pige, men min historie er stort set lig din. TAK fordi du har skrevet alt det ned som gør ondt og endnu mere tak for du har delt det! Jeg er dybt rørt over jeres historie og kan slet ikke beskrive, hvor befriende det er at læse, for selvom jeg ikke kender dig personligt og bare har læst dit indlæg, føler jeg mig på en måde forstået og accepteret. Tak for det! Alt hvad du skriver har jeg følt og føler, og jeg kunne læse din historie igen og igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Kære Mia.

    Jeg kan desværre ikke få lov at svare på din kommentar til min kommentar fra d.19. juli, så jeg svarer lige i en ny kommentar.

    Tak for dit svar og din bekymring. Jeg bor 12 km uden for Århus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Kære Maya. Når du bor så tæt på Århus, vil jeg virkelig anbefale dig at blive henvist til “Vuggestedet” gennem din sundhedsplejerske. Det er et helt fantastisk tilbud, hvor i kan få gratis psykolog hjælp til lige netop problemer som Jeres. Har kun godt at sige om det. Mvh. Mia

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Jungberg

    Søde mama Mia, tænk sig, med ALLE jeres vanvittige udfordringer, at du alligevel har en utrolig velfungerende smuk lille pige! Det har du, fordi du kompenserer, du trøster, du støtter, du lytter, du smiler, du er stærk og du beskytter din datter. Det er fanme godt gået! Du (I) har absolut intet at indhente – udover søvn!! Kun få, kan være mor på dit niveau med de “lorte omstændigheder”! Knus (mødregruppe) Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Tak for at du deler din oplevelse, dine følelser og tanker.
    Meget af det har været som at læse om mine egne følelser. Skræmmende. Jeg har nu en datter på 1/2 år og nu er jeg så frisk at jeg begynder at kunne nyde barselseslivet. Jeg bliver dog ved med at ligge mærke til kvinder med mindre børn som ‘hopper og danser’ og ser og har det fantastisk på trods af at de ‘lige’ har født😳 … jeg bliver misundelig og jaloux. Den psykiske heling tager nok lidt længere tid end jeg havde troet efter svær graviditet, traumatisk fødsel/kejsersnit, efterfølgende sygdom og div udfordringer derimellem. Men det skal nok komme 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Åh jeg forstår dig af hele mit hjerte. Du har al min sympati og kærlighed og respekt. Også din kæreste! I har været igennem noget meget hårdt og det er godt at i endelig er ved at finde rytmer og støtte midt i kaos. Det har været så pisse hårdt for jer. I fortjener alt det bedste og al den støtte i kan få, sejt at i har fundet ressourcer i ikke anede at i havde til at komme igennem det hele. Jeg var selv igennem noget lignende og sender jer så meget omsorg og forståelse og … Stilhed. Stilhed til bare at falde til ro og langsomt turde stole på livet og hinanden igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Tak for at du delte jeres historie – virkelig rørende. Hvilken stærk, fantastisk heltinde du er som mor. Virkelig vigtigt at få budskabet ud til alle mødre og velmenende andre, så de bedre kan forstå at alles historie er forskellig. Det er ikke altid en dans på roser, og for nogle er det utrolig hårt. Hvad er Ella bare en smuk pige også 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak fordi du deler, du sætter ord på meget jeg kan genkende fra vores start. Vidste ikke hvor sindssyg, bogstaveligt talt, man hurtigt bliver uden søvn. Det var forfærdeligt. Har stadig eftervirkninger og er ambivalent om at fortælle andre om vores start, da jeg er bange for at de ser mig som et skvat. PS: jeg var så træt at jeg ikke kunne sove (!!!) og det var først da jeg fik imoclone sovepiller til at falde i søvn på at jeg fik de bedre. De ændrede meget for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Bare husk, at efter en skrigebasse kommer der en sovebasse. Og alle, der fik sovebassen først, får skrigebassen som nummer to, og så går det op for dem, at det ikke var fordi, at de var super forældre første gang, men bare fordi de var heldige at have fået et nemt barn! Du kan glæde dig til næste barsel – den bliver bedre. Kh Marie (mor til tre, hvor den første stadig er ham der vågner mest :-)).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Kære dig ❤
    Hold op, hvor du bare skriver alting så flot og troværdigt, at jeg næsten følte, jeg var der selv!
    …Men det var jeg jo egentlig også… Jeg fik selv en efterfødselsreaktion med begge børn, særligt slemt med den første! Jeg kæmpede, som dig med en krop i konstant alarmberedskab grundet stress og angst, som kørte rundt i kroppen i døgndrift. Det var frygteligt!! Til trods for, jeg har prøvet at miste en mor, som ung pige, er den konstante angst det værste jeg nogensinde har oplevet!!! Men jeg formåede alligevel, som dig, at sætte mine børn først og bare køre på og gemme det meste væk indeni. Jeg har ligeledes fået enormt stor ros fra både sundhedsplejerske, læge mv. for mine børns trivsel, udvikling og min tilknytning til dem og for at være en fantastisk mor. Noget jeg ikke selv følte eller føler jeg var/er.
    Men jeg kan godt se nu, at det var virkelig imponerende, at jeg formåede at være den mor, jeg var, midt i kaos! Præcis, som jeg sad hele vejen gennem din fortælling og tænkte, at hende der, hun er da for sej!!!

    Jeg lover dig, det bliver bedre og jeg lover dig, at du uden tvivl kommer ud på den anden side, som en mere moden, (selv)bevidst og vis kvinde end før, dit liv blev vendt på hovedet ❤

    Jeg ønsker dig og sin kæreste og jeres lille Ella alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Tak for din fortælling. Jeg fik det fysisk dårligt ved tanken om, at en nybagt mor sku’ ha’ det så skidt i så lang tid, før det hele blev bedre. Du er SEJ.. Og den allerbedste mor for din datter, det er jeg HELT sikker på 🙂 Kærlige tanker fra en anden mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Også en tak herfra, for at du sætter ord på noget vi er alt for mange der er igennem.
    Under min sidste graviditet fik storesøster en diagnose på mbl mangel (immundefekt) og med meget stor arvelighed for tvillingerne i maven. Og selvom vi var forberedte på at tvillinger og meget sygdom ville blive en voldsom omgang, så ramte det alligevel virkelig hårdt. De havde oveni refluks og voldsomme låsninger i hele overkroppen.
    Så da de var 4,5 mdr knækkede jeg fuldstændig og kunne ikke engang tage mig af mig selv, måtte indlægges og tabte 8 kg på halvanden uge.
    Nu hvor jeg er godt på den anden side og har lært at leve med al deres sygdom, prøver jeg at gøre mit i hverdagen for at fjerne tabuet om den knap så rosenrøde start.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ej hvor er det dog en frygtelig hård historie 🙁 og hvor er det bare fedt at du deler den med os . For der er alt for lidt af sådan noget her, hvor man taler om de følelser. Og hvor rammer du også mig, når du skriver om de følelser du har haft omkring din barsel. Jeg føler selv at jeg har manglet at nyde min barsel. Min dreng sover heller ikke ret meget og 14 dage efter han blev født skulle mon kæreste til eksamen og han fik en fødsels depression og jeg stod med alt. Både baby og ham. De første tre måneder var et mareridt og jeg talte ned hver dag. Og netop alle de der åndssvage velmenende kommentarer blev jeg også rigtig træt af. Hvor er det dejligt at i kom på retkøl igen. Og befriende at nogen skriver om de forbudte følelser. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Kæmpe rak til dig! Selvom min barselstid var lidt “sødere” end din så har vi bare gang på gang været i gennem forskellige helveder og er lige nu i det næste hvor vi skal tá beslutningen om vires søn på tre skal have en knoglemarvstransplantation… Vi har også lært på den hård måde at man skal tro på sig selv når det kommer til ens egne børn og ikke lytte til de (tit ikke så gode) gode råd af andre og at lægerne hellere ikke altid er til at stole på! Vi kender vires børn bedst og ved når der er noget galt og hvad der virker (for det meste). Godt at læse at i er på rette spor og har fået hjælp for at komme “igennem” det værste. Min erfaring er at det styrker en selv og ens parforhold når man har formået at komme igennem det ene helvde efter det andet. Kæmpe kram fra mig til dig! Du gør det godt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maya

    Tak fordi du deler og endnu mere tak fordi din fortælling hjælper mig til at føle mig en smule mindre forkert.

    Min historie minder meget om din – vi endte i fertilitetsbehandling, blev gravid med enæggede tvillinger, var ved at miste dem gentagne gange under graviditeten (har tidligere mistet en pige i 24. graviditetsuge), min krop var max belastet og jeg havde faretruende lave blodplader de sidste 10 uger samt i ekstrem blodfortyndende behandling, jeg var i fare for at føde for tidligt og lå derfor ned 24/7 de sidste fem uger. Fødte 6 uger for tidligt, tre uger på neonatal med sondemad og babyer på 2 kg, kejsersnit med 2 l blodtab, amning og udmalkning hver 3. time, som måtte droppes efter 5 uger, da jeg ikke dannede nok mælk grundet søvnmangel og stress, babyer der ikke sov eller sov på skift.

    De er nu 6 mdr og min mand og jeg er fuldstændig kørt i sænk! Jeg har råbt på hjælp hos sp og læge, men der er ventetid hos psykolog og sommerferie for al anden hjælp, så lige nu holder jeg sammen på mig selv, så godt jeg kan, og tæller dagene til de bliver større og nemmere og sover godt! Vi har valgt at springe ventelisten over og betale selv for psykolog, men på en SU og dagpenge, er det ikke holdbart i længden. Vi har nu skrevet dem op til institutionsstart fra 1/9, hvor de bliver 8 mdr, hvilket er endnu et kæmpe nederlag for mig, men min mand skal i praktik og jeg magter ikke at stå med dem alene.

    Intet blev som jeg håbede/ønskede eller troede, og det gør så ondt at tænke på. Jeg tvivler ofte på, at jeg nogensinde bliver glad og overskudsagtig igen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Tusind tak for din kommentar. Bliver Virkelig berørt når jeg læser hvad du skriver. Har sådan lyst til at hjælpe dig. Der er bestemt ikke noget at sige til at I er kørt i sænk. Og i skal have hjælp med det samme!! Hvor bor du henne?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Tusind tak for din historie. Du rammer mig så hårdt, da jeg har stået hvor du er. Min fantastiske lækre søn, på nu 8.5, kom til verden efter 38 timers helvede med en nerve i klemme i nakken, min mand forsvandt ind i en fødselsdepression og dødsangst i næsten 2 år, og som 9 måneder gammel blev min søn igen alvorlig syg med RS virus. Jeg kæmper stadig med alle følelserne omkring forløbet og har svært ved at tilgive alle de venner og specielt familien som flygtede ud af vores liv i stedet for at støtte og anerkende os. Jeg ville gerne sende dig en stor ros og alle mulige gode tanker! Jeg vil lige tilføje at jeg for 4 år siden fødte (alene) en lille datter (min mand var ikke med til fødselen, da han ikke turde 😥) Absolut alt var modsat anden gang og det har hjulpet til at “reparere” os og give os lidt tro på at vi både er gode forældre men også har et fantastisk stærk parforhold som har kunnet stå igen stormen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Sikke en skrækkelig historie du også bærer på. Tak fordi du deler den. Hvor er det dog opløftende at høre at i er stået det hele igennem sammen og at alt var modsat 2. Gang. Det giver så meget håb og måske mod på en 2.er engang❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne Steenhof

    TAK ❤️
    Tak for, at vise os andre, som står i lignende situationer, at vi ikke er alene.
    Tak for, at dele de følelser og nedbrud, som man ellers går alene med.
    Tak for ærligheden
    Tak for modet til, at fortælle, hvordan starten på mor-livet også kan være.
    Og tak for kærligheden, som er det, som holder os oppe, når det er værst.

    Jeg har ikke haft overskud til, at dele min egen historie, eller bare skrive den ned, men det er nok en sund process.
    Hvis du har brug for/lyst til sparring, med en der heller ikke har nydt sin graviditet, fødsel eller barsel, eller har oplevet “det søde barselsliv” så er jeg tilgængelig (når mine døtre tillader det)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Selv et KÆMPE tak fordi dine fantastik dejlige ord. Det styrker at vide at man ikke er alene❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie Ellegaard

    Sikke en fin fortælling – og hvor kan jeg da relatere til den! Min første datters fødsels, var også et mareridt – og selvom jeg undgik tarmslyng, undgik jeg ikke genindlæggelse med en slap baby der havde tabt knap et kilo, og et følge af læge og sygeplejerske der blev ved med at spørge om vi havde haft intentionen at sulte hende!!!
    Gu havde vi ej – men ingen ville jo lytte når vi ring ede til barselsgangen og sagde at hun skreg konstant og var holdt op med at tisse!
    Jeg siger det ikke til mange, for det er et komplet tabu: men jeg skulle kæmpe for at komme til at elske min lille pige! Det tog måneder – hvor jeg ikke turde knytte mig; for jeg skulle sikkert bare miste hende igen!
    Jeg fik hjerteproblemer under kejsersnittet, og kan huske at jeg kiggede på min mand og slog en handel af med Vorherre “hvis bare jeg må se hende og kysse hende een gang”!
    Min smukke ældste engel er 7 år nu – jeg elsker hende over alt på jorden, oplevelsen af fødslen er falmet – men den altopslugende frygt for at miste hende forsvinder ALDRIG! Og det er ok, jeg lever med den, og min mand forstår den – men ingen som har oplevet noget lignende kan forstå! Jeg sidder her, 7 år senere og læser dit indlæg, skriver denne besked og græder! Tårerne er af lettelse, men også af sorg – sorgen over at have mistet en oplevelse som skulle have været, omend ikke smuk, så i al fald bare i orden!
    De kærligeste hilsener til jer alle tre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Puha sikke en historie du også har. Det lyder vanvittig hårdt. Jeg genkender bestemt følelsen af at blive taget afstand til, når man faktisk har allermest brug for hjælp. Jeg har i sinde at skrive et indlæg netop om hvor vigtigt det er at hjælpe sine nærmeste når de er i krise. Tak for dit indlæg❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Alt mulig kærlighed til dig. Hvor kan jeg genkende meget ❤️ Og hvor ved jeg bare hvor benhårdt det er. Jeg har selv lagt på badeværelselsgulvet. Jeg har selv oplevet at miste lysten til at leve. Dejligt du deler din historie – den er vigtig – verden må vide at det ikke altid kun er lykkeligt at blive mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Det er så vigtigt at man ikke føler sig alene. Tak for din kommentar – det betyder meget for mig🙏

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hold nu op! Jeg kan genkend og spejle mig i 90 % af det du skriver!! Vi havde også en hård start på forældreskabet, med en hård fødsel -hvor jeg mistede 2,5 liter blod. Så ovenpå indlæggelse (min datter på neonatal -fordi hun skreg som besat) og jeg på mor/barn afsnit UDEN mit barn, i de to første døgn, en blodprocent der sagde blodtransfusion osv. -var vi også pænt dårligt stillede, da vi kom hjem efter 5 dage. Skyldfølelse og dårlig samvittighed over at have svigtet min datter i de første døgn (ja, der var sådan jeg havde det, på trods af, at jeg var så fysisk afkræftet, at det “ikke var min skyld”). Og så blev hun ved med at skrige og ALDRIG sove! Efter 4 mdr. Med psykopatisk søvnmangel og en skrigende unge, i en lidt for lille lejlighed (man kunne jo ikke slipp væk fra skrigeriet -selv når det var min mands tur til at tage hende!), den dårlige samvittighed og alle de velmente “råd” fra andre (som gjorde ondt), sagde min krop stop. Mælke-produktionen stoppede stort set fra den ene dag til den anden, jeg bongede ud som værende i farezonen for fødselsdepression på sundhedsplejerskens skema og jeg sad og tudede ved min læge og bad om sovepiller -min krop og soverytme var på dette tidspunkt så fucked, at jeg end ikke kunne falde i søvn, selv når det var mulighed for at få sovet.
    Nå, alt dette til trods har vi i dag en fantastisk velfungerende og kærlig pige på 5 år. Vi “ødelagde” hende ikke, til trods for mange bekymringer om dét. Og nu har vi akkurat fået os en dejlig lillebror -som
    Er meget nemmere! Halleluja! Det jeg egentlig vil sige er: klap jer selv på skulderen og tag en dag ad gangen. Det skal nok gå! 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Jeg genkender virkelig dine søvnproblemer. Min krop er også så stresset efter et års søvnunderskud, at jeg ofte har rigtig svært ved at sove når lillepigen endelig sover. Hvor er det dejligt at høre at alt er godt hos jer nu. Det giver ekstra meget håb for fremtiden. Tak for din kommentar❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussi Robinson

    Stærkt skrevet – der er brug for mere ærlighed og oprigtighed omkring det at være forældre. Har selv prøvet – heldigvis kun noget af det du skriver om 😊 – uden at have kræfterne og styrken til at skrive om det. Lyder som om din kærlighed til din datter er større end noget som helst andet – endda dig selv; det er virkelig kærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Damkjær

    Flot skrevet! Jeg har tit tænkt på gerne at ville skrive min egen historie/ oplevelser omkring det at ikke være en “lykkelig mor”, som man “bør” være.. Jeg er meget rørt over din histore og håber at det/ du har givet dig selv “et skulderklap, at få “gået igennem” hvad du har oplevet og overkommet, for du er bestemt en sej kvinde👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte M. Ditlevsen

    Stærk læsning. Så heldigt at Ella har jer som forældre. Vær stolte af jer selv. I har al mulig grund til det. Jeg “bøjer mig i støvet” for jer. 😘😘😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helens

    Sikke en stærk beretning – sejt at I har kæmpet og er på vej ud på den anden side!
    Har du råd til hvordan man som familie/venner til nybagte forældre i jeres situation bedst kan hjælpe?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Tak for dine ord. Det bedste råd jeg nok kan give er at vise du er der – og ikke bare sige at du er der. Hvis nogen har det så svært som vi har haft det, kan man nærmest ikke engang tage stilling til om der skal mælk i kaffen om morgenen. Derfor hjælper man bedst ved ikke at stille alt for mange spørgsmål som vedkommende skal tage stilling til. Fx var min mor god til at komme og sige: nu støvsuger jeg lige dit hus og så laver jeg frokost til dig og går igen. Du skal bare hvile dig.

      Det allervigtigste er dog at LYTTE. Sådan virkelig lytte til hvad end der måtte være af tanker og bekymringer og ikke slå det hen med kommentarer som “det er da ikke så slemt” eller lign. Man har allermest brug for anerkendelse, at få af vide at det lyder sindssygt hårdt og så få et kram.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Sikke en smuk og skøn datter! Flot beretning. Jeg genkender meget. Du og din mand er de bedste og vigtigste i hendes liv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inge

    Jeg har selv en dreng på halvandet, som bestemt heller ikke var en sovedreng det første år. Det var ekstremt hårdt og jeg kan nikke fuldt genkendende til din meget ærlige og stærke beretning omkring at barselslivet ikke altid er lykken, og at det er så svært for folk at forstå hvad det vil sige, når søvnproblematikkem og bekymringer fylder alt i dagligdagen, Men jeg kan så også sige at for os vendte det pludselig og uventet 180 grader lige omkring at han blev et år. Det var som om en masse ting gik op i en højere enhed( han lærte at gå, fik dræn i øret, blev glad for vuggestue, og maveproblemer forsvandt), og siden har det været simpelthen så fantastisk. Et helt andet liv og glæde, så jeg håber at i kommer til at opleve samme drejning inden længe. Tak fordi du deler din sårbare historie.
    Inge

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Tak for dit indlæg. Det hjælper virkelig at høre hvordan tingene pludselig kan vende. Jeg glæder mig til den dag hun begynder at sove noget mere 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Tak🙏🙏 det kunne have været min historie. Et barn (præmature) med sonde, refluks og kolik. For ikke at nævne besøgene hos kiropraktor, cranie sekral og zone terapeut . det en hård omgang, han er nu også blevet et år. Han var heller ikk et sove barn. Han nægtede det faktisk de første 4 måneder. Men nu er han faktisk blevet ret god til det. Der er håb forude for jer. Og du lyder til at være den bedste mor for jeres datter, der kan du være meget stolt af dig selv☺️ Held og lykke med det hele. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Tusind tak for din historie. Den giver håb🙏

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Søde skat.

    Det er jeg så ked af at høre. Især at du desværre var omgivet af en masse “lykkelige” mødre, og derved følte dig som en fiasko. Du er bestemt ikke alene med følelsen om at føle sig som en fiasko. Der er desværre ingen manual på hvordan det i sandhed er at blive mor.
    Du er sej, tager så meget hatten af for dig. Du skal vide at hvis du har brug for det, stiller jeg gerne op. Jeg kan også tilbyde dig NADA, kommer gerne til dig. Google det, hvis du får lyst. Kram og tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Tak for din meget ærlige beretning. Den berørte mig dybt. Jeg kan genkende så meget af mig selv i din historie. Det første år af min datters liv var et rent helvede og jeg higede så meget efter at omverdenen ville forstå, at det var et umenneskeligt pres, vi var under. Min datter er nu to år og stortrives og selvom jeg kan sige, at jeg har det 1000 gange bedre nu, er jeg heller ikke sikker på, at jeg nogensinde bli’r den samme igen. Men jeg har uden tvivl lært meget om, hvor meget man kan holde til, når man skal, og den lektie er guld værd.
    Mange kærlige tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Det er præcis den higen efter anerkendelse og forståelse jeg genkender meget tydeligt. Det er så hårdt og alt man har brug for er virkelig bare nogen der for alvor lytter og forstår og ikkemmindst anerkender. Tak for din kommentar❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak fordi du deler <3
    Det er ikke ligesom ugebladene beskriver, at blive mor og familie. Jeg genkender meget af det du skriver. Det er fantastisk og på samme tid møghårdt – og uventet og overvældende! Alt godt til jer alle tre! Dit moderinstinkt er stærkt og sundt <3 <3 <3 Kærligst Camilla

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • KB

    Jeg kan i den grad relatere til hvordan du har det i forhold til søvnmanglen. For snart 4 år siden kom min søn til verden efter 72 timer med veer, vedrop, klip og sugekop. Han var stresset og havde det rigtig skidt så han blev kørt på neonatal med det samme. Vi var indlagt 1 uge og jeg skulle på malkemaskinen hver 3. time 24 7 og han fik sonde samtidig med amningen. Han sov elendigt. Skreg flere gang i timen de fleste nætter. Da min mand jo skulle passe sit arbejde valgte vi at sove hver for sig. Så mandag til fredag sov jeg med vores søn og så sov jeg for mig selv fredag til søndag. Det stod på i 18 mdr. Nærmest fra den ene dag til den anden begyndte han at sove godt, så der er håb😊. Nu er han snart 4 og han sover rigtig godt (hos os godt nok) men vi har udbygget med en ekstra seng og det virker for os. Det er lige meget hvor han sover, bare han sover!!!! For knap 3 mdr siden fik han en lillesøster som kom til verden stille og roligt lige efter bogen. Hun sover hele natten kun afbrudt af mad en enkelt gang. Håber det kan give lidt ro i sindet for jeg ved hvor hårdt det er der hvor du er lige nu.😩

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MammaMia

      Sikke en historie! Tak fordi du deler, det giver så meget håb at nr.2 var helt anderledes og at han sover meget bedre nu. Og ja – så længe de sover, så er det helt ligegyldigt hvor og hvordan😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    1000 tak for at du deler din beretning og det hårdeste år i dit liv. Jeg fik næsten tårer i øjnene – både over alt det i har været igennem, men også fordi jeg kan genkende mange af tankerne og følelserne på trods, der ikke har været så svært som jeres.
    Stor respekt for, at du deler, og I er nået så langt. Alt det bedste til jeres lille familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Krista

    Tak fordi du ville dele din historie. Og virkelig godt gået💪🏻☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Madsen

    Hej min søde veninde😘
    Du er/I er så mega seje, det i har været igennem er så hård en kamp , men i har kæmpet og gør det stadig, og i har den dejligste lille Ella som klare sig så godt, så det kan i godt være så stolte af.
    Rigtig godt fortalt og vil vil sikkert hjælpe mange andre familier, der oplever hård modgang i og få en lille ny . Det er ikke altid en dans på roser. Er glad for du er min veninde og altid er så ærlig omkring hvad du går igennem, og du ved jeg altid er der og støtter dig. Stort kram fra mig💕

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej Verden.