I lyset af de personlige beskeder og kommentarer jeg har fået fra andre forældre, der på en eller anden måde genkender elementer i min historie, og som har stået med mange af de samme følelser, har jeg i den grad fået bekræftet, at jeg langt fra er alene. Jeg er ikke alene om at føle mig forkert, misforstået og faktisk også svigtet i min første tid som mor.

Samtidig er der også nogle stykker, der har spurgt mig om hvordan man bedst hjælper sine nærmeste, hvis de har en svær eller kompliceret start eller hvis de af den ene eller anden grund, er i en krise og ændrer adfærd. Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal svare til dette. Men jeg vil prøve at gøre et forsøg i dette indlæg og kan jo selvfølgelig kun tale ud fra egen erfaring.

Personligt var det allervigtigste nok for mig, at blive anerkendt. Sådan virkelig at blive lyttet til og anerkendt, uden nogen former for fordømmelse. Jeg husker bl.a. at min mor en dag sagde til mig: ” Det skal da bare ikke være nemt for Jer hva?”. Jeg husker hvordan mine skuldre nærmest bogstaveligt talt sænkede sig en anelse, og hvordan jeg lettet sukkede og svarede ”nej åbenbart ikke”. Jeg var så inderligt taknemlig for den kommentar. For det var lige præcis sådan vi følte det. Det var sgu ikke nemt – det var pisse-fucking-hårdt at blive ramt af den ene komplikation efter den anden, og samtidig stå med et gigantisk søvnunderskud, der ikke ligefrem så ud til at blive mindre i nærmeste fremtid. Denne kommentar fik mig i et kort øjeblik til at føle, at det IKKE var fordi jeg ikke kunne finde ud af at være mor, at vi havde det som vi havde det. Men at der faktisk VAR unormalt mange forhindringer på vores vej, og at det var derfor vi var ved at knække. Sådanne kommentarer kunne jeg godt have savnet lidt flere af.

Set tilbage, kan jeg nu se at mange af vores handlinger, ord og samtaler med familie og venner i høj grad bar præg af vores desperate situation. Desværre blev vi virkelig ofte misforstået på baggrund af vores handlinger. Fx er jeg blevet omtalt som værende hysterisk, sart og pylret. I virkeligheden handlede det jo bare om, at jeg havde det elendigt med mig selv, i mit forhold og i min rolle som mor. Jeg higede i den grad efter at blive forstået og jo mindre forstået jeg følte mig, jo mere desperat blev jeg. Jeg kunne jo godt se og mærke at jeg var langt fra mig selv. Og så man kun på mine handlinger, kan jeg da sagtens se at jeg har fremstået som værende netop hysterisk, sart og pylret. Jeg kunne have ønsket, at flere havde været i stand til at forstå baggrunden for hvorfor vi handlede som vi gjorde. Der var desværre ikke ret mange, der forstod, at vi i virkeligheden ”bare” havde brug for omsorg og anerkendelse. Et kæmpe kram og et par trøstende ord, eller at få af vide at vi gjorde det godt trods omstændighederne, havde nok haft en positiv effekt på os. Ikke at det havde gjort hele forskellen, for der er ingen tvivl om at vi (i hvert fald da vi var kørt helt af sporet) havde brug for professionel hjælp, men måske havde det hjulpet lidt til at vi havde følt os mere forståede.

Omvendt kan jeg også godt se, at vi har været svære at læse. Det har været svært at hjælpe os, for vi havde rigtig svært ved at svare på hvordan folk kunne hjælpe. Der var rigtig mange i vores omgangskreds, der skrev eller ringede til os og sagde at vi bare skulle sige til, hvis de skulle gøre noget. Men set i bagspejlet, har vi jo været i dyb krise og specielt jeg var meget styret af min angst og kunne derfor nærmest ikke engang tage stilling til, om jeg skulle have mælk i kaffen eller ikke. Derfor var det også rigtig svært netop at sige ”til”, for jeg kunne ikke forklare folk hvad de kunne hjælpe med. Det bedste var når nogen bare kom og selv gik i gang med at rydde op, sætte opvaskeren i gang eller støvsugede. For jeg kunne bestemt ikke selv bede om det. Det eneste jeg kunne tænke var at jeg bare ville sove – og helst i 100 år! Det bedste var, når jeg ikke fik et valg, ikke skulle tage stilling til noget som helst.

Der var egentlig rigtig mange, der ville os det godt langt hen ad vejen, men samtidig følte jeg også lidt at jo sværere vi fik det og jo mere komplicerede vi blev at være sammen med, jo mere afstand blev der taget til os. Og egentlig forstår jeg godt hvorfor. Hvem har dog lyst til at være sammen med mennesker, der er triste, negative og ikke kan se lyst på ret meget? Alligevel gjorde det ondt. Jeg følte mig ofte som den der elefant i rummet, som alle taler om, men ingen taler til. Faktisk sidder følelsen af at blive taget afstand fra og mærkeliggjort, når man er allermest sårbar og har allermest brug for hjælp, stadig dybt i mig.

Som jeg også nævnte i mit tidligere indlæg, var der også mange, der forsøgte at hjælpe, ved at give råd. Og selvom jeg godt ved at det hele har været ment godt og med den bedste hensigt, ville jeg ønske at folk havde været lidt bedre til at stikke en finger i jorden og set situationen an, før de kom med alle de gode råd. For de havde som sagt en negativ effekt på os, da de fleste råd var med til at få os til at føle os uduelige som forældre.

Men hvad skal man så gøre, når man prøver at hjælpe? Ja, det er jo netop det der er så fandens svært at vide. Mit bedste råd er: LYT. Lyt til hvad der bliver sagt, også mellem linierne. Vid at hvis en person pludselig ændrer adfærd markant, så ligger der med al sandsynlighed noget helt andet bag. Find det! Find det, der ligger bag og mød personen lige der. Mød IKKE personen i handlingerne, bebrejd ikke handlingerne og døm endelig ikke personen ud fra dem. Og selvom det er uendelig svært ikke at rådgive, selvom det er det vi alle sammen har lyst til, fordi vi jo så gerne vil hjælpe, så lad være. Lad det i hvert fald ikke være det første du gør. Anerkend personen – sig ord og sætninger som: ”Det lyder sgu også hårdt” eller ”jeg aner ikke hvordan det må føles, men det lyder ikke rart”. Og hvis du ikke ved hvad du skal sige, så sig det: ”jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” og giv så et kram.

Det lyder nemt når man skriver det, men det er det bestemt ikke. Det kræver nemlig også, at man tør være i elendigheden sammen med personen. At man ikke er bange for tårer, følelser og at man ikke er bange for selv at blive berørt. Og det er de fleste nok egentlig lidt bange for, måske specielt her i Danmark. Måske er vi allesammen lidt berøringsangste, når noget kan komme til at ramme os og når vi selv kan risikere, at blive blottet.  Men hvor er det ærgerligt. Det er især ærgerligt, fordi vi jo allesammen bliver ramt af kriser i livet og har brug for at nogen ser os, hører os og hjælper os. Og hvad skulle vi gøre uden hinanden?

Jeg vil hjertens gerne høre fra andre. Hvad eller hvem har hjulpet Jer ud af krisesituationer? Det tror jeg vi alle sammen kan lære rigtig meget af at høre lidt mere om…

Da jeg fandt ud af at jeg skulle være mor, gjorde jeg mig en masse forestillinger om, hvordan det ville blive. Jeg havde meget høje forventninger til mig selv som mor, fordi jeg altid har været eminent god til andres børn og har passet børn hele mit liv. Jeg har altid været roligheden selv omkring babyer og børn, og jeg har altid haft en kæmpe bunke selvtillid hvad angår børn. Jeg ville bestemt ikke være sådan en “pylret” mor, som ikke kunne overlade mit barn til andre, jeg ville lære mit barn at sove alle steder og jeg ville bestemt ikke lade baby begrænse mig i at blive ved med at leve mit liv. Jeg ville tage på diverse ture og besøge venner og familie, og jeg ville være sådan en mor, der altid kunne se løsningen og sprang ud i alle udfordringer med ja-hatten på. Min baby skulle kunne falde i søvn alle steder, i bil, i arm, i larm, i barnevogn og fremmede steder og det ville aldrig blive et problem for mig at komme nogen steder, for jeg ville da bare gøre det og ikke lade mig begrænse.

Jeg troede, jeg vidste en masse og set tilbage har jeg uden tvivl været den type, som nybagte forældre virkelig hader, fordi jeg selv er kommet med en masse kommentarer og velmente ”gode” råd. Det var langt før jeg vidste, hvad massiv søvnmangel kan gøre ved en, og hvordan bekymringer bogstaveligt talt kan drive en til vanvid. Oh dear, jeg blev klogere…

Min datter kom til verden efter 30 timer i det værste helvede, jeg nogensinde har oplevet og ved et akut kejsersnit. Min krop var fysisk udmattet til sit yderste af 30 timer i gentagne vestorme og af tusindvis af andre komplikationer (ja, alt hvad der kunne gå galt, var nærmest gået galt under den fødsel) og psykisk var jeg dybt traumatiseret af et par elendige jordmødre, som havde formået at gøre mig så utryg, at jeg følte at absolut ingen havde styr på situationen. Så mens lægerne syede mig sammen på operationsbordet og min kæreste tog sig af min datter i hendes to første vågne timer, kulminerede hele oplevelsen for mig i et kæmpe panikangstanfald, hvor jeg kæmpede mit livs kamp for ikke at dø fra hende.

Forinden fødslen havde jeg haft en meget hård graviditet, først med 14 ugers voldsom kvalme og opkast, som invaliderede mig og senere en bækkenløsning, som voldte mig smerter og lænkede mig til sofaen. Desuden havde jeg mange smerter i maven og var til flere ekstra kontrolbesøg grundet mistanke om for meget fostervand. Det viste sig dog først efter fødslen, da jeg desuden fik tarmslyng, at smerterne var kommet af en slem forstoppelse, som jeg formentlig havde haft i 6 mdr. Det er næsten ironisk for mig at skrive alle de ting ned, som var galt eller forvoldte mig smerter, fordi hvis ikke det var det ene, så var det det andet. Jeg følte mig efterhånden, som verdens mest både besværede, men faktisk også besværlige gravide. Og endnu værre blev det, når jeg sammenlignede mig med flere veninder, der havde været gravide. Jeg kunne jo ingenting sammenlignet med dem og det følte jeg som et kæmpe nederlag.

Oveni de fysiske smerter, skar min psykiske bekymring også skår i glæden. Jeg havde tidligere aborteret i uge 11 og derfor havde både min kæreste og jeg rigtig svært ved at turde glæde os over graviditeten, og faktisk helt frem til fødslen, troede jeg ikke rigtig på, at det ville lykkedes os rent faktisk at få et barn. Så da vores datter endelig kom ud til os, var vi mildest talt ret meget i underskud fra start. Jeg husker tydeligt den allerførste gang jeg fik hende over til mig. Jeg havde ventet og set frem til dette øjeblik i 9 mdr. og haft et idyllisk billede af hvordan dette ville blive. Jeg havde forestillet mig, at jeg fik en slimet, skrigende baby på brystet, mens jeg græd udmattelses- og lettelsestårer, efter en veloverstået fødsel. I stedet lå jeg stadig et par timer efter hun var kommet til verden, med slanger over alt, et kæmpeoperationssår og kæmpede mod dødsangsten. Men efter sygeplejersken gentagne gange havde sagt at min datter altså havde brug for mig, tænkte jeg, at nu var jeg for alvor nødt til at ”tage mig sammen” og holde hende. Så jeg sank og sank for at få klumpen væk fra halsen og tvang angsten væk og fik hende langt om længe på brystet. Langsomt faldt der ro over både mig og hende og sådan lå vi hele natten.

Dagen efter var både min kæreste og jeg fuldstændig overvældede. Endorfinerne tumlede rundt i kroppen og overskyggede de sidste par døgns skrækkelige oplevelser, og vi var dybt forelskede i vores lille vidunder. På trods af tarmslyng, en amning, som jeg i den grad skulle kæmpe for at få i gang med malkemaskine hver 3. time, sonde og en baby, der tabte sig alt for meget, landede vi alligevel lykkelige i vores lille hjem en uge efter fødslen. Og selvom vi hurtigt erfarede, at vi i hvert fald ikke havde fået os en ”sovebaby”, svævede vi rundt i søvnløse nætter i vores lille babymoon.

Jeg ammede og ammede og ammede og forsøgte at give lille Ella alt hvad jeg havde i kompensation for min dårlige samvittighed. Både over at hun havde tabt sig, men også at jeg ikke havde været i stand til at tage mig af hende de første timer af hendes liv. Det lykkedes mig heldigvis at få hende op i vægt og endelig fik jeg en lille følelse af at der da var noget jeg kunne finde ud af. Men i den 4. uge af hendes liv forandrede hun sig fra at være en baby, der ikke sov ret meget til at være en baby, der SLET ikke sov andre steder end i vores arme. Hun havde nogle symptomer, som jeg havde undret mig lidt over. Hun sagde en masse anstrengelseslyde hele tiden og jeg havde bl.a. også oplevet et par gange til stor forskrækkelse, at hun havde haft svært ved at trække vejret, hvor jeg helt panisk flere gange havde hevet hende op af liften, hvorefter hun havde gylpet ud over det hele. Jeg synes også, hun virkede voldsomt generet hver gang hun havde spist. Jeg var meget bekymret og ofrede mig mange nætter, hvor jeg sad ret op og ned i sengen, så hun i det mindste kunne få lidt søvn på min brystkasse. Endorfinerne var for længst brugt op og en dag, da jeg ikke havde sovet i 3 døgn, ramlede det hele for mig.

Jeg var faldet over en artikel omhandlende en baby med refluks og med det samme kunne jeg genkende samtlige symptomer på Ella. Jeg græd og græd og kunne slet ikke bære tanken om, at det højst sandsynligt var det hun fejlede. Efter et besøg hos vagtlægen blev vi indlagt på Randers Sygehus. Under indlæggelsen vurderede lægerne, at det var silent refluks hun led af og derfor havde mavesyre til at ligge og køre frem og tilbage i spiserøret. Vi fik en årsag til hendes søvnproblemer og vi opstartede hende i noget medicin, der skulle afhjælpe symptomerne. Det hjalp en smule, men hun vågnede stadig 1000 gange hver nat. Dog blev dagslurene en anelse bedre. Efter en måneds tid med medicinen, synes vi alligevel ikke rigtig det for alvor virkede. Jeg havde det også rigtig svært med at give så lille et menneske medicin og desuden fik hun slem forstoppelse af det, så vi valgte at trappe ud af det igen og prøve andre metoder. Vi havde hende først i behandling hos en zoneterapeut, dog også uden den store effekt. Vi var ved at være desperate, for det var vanvittig hårdt at se sin datter have ondt og samtidig var der ingen af os der nogensinde fik noget sammenhængende søvn.

Endelig da hun var 3. måneder gammel tog vi hende til kiropraktor, trods både lægens og sundhedsplejerskens forsikringer om, at hun i hvert fald ikke var låst nogen steder. Kiropraktoren så på hende i 2 minutter og sagde, at det var virkelig godt at vi kom med hende, for hun var låst både i nakken og i bækkenet i meget svær grad.

Det var som et mirakel. Ella fik 4 behandlinger og pludselig var hun som forandret. Hun kunne nu bl.a. ligge på maven og løfte hovedet, noget som før var endt i mange grådture. Hun begyndte at sove noget bedre og kunne nu tage 3-4 timer i streg om natten. Vi var glade og lettede og dybt taknemmelige for at vi endelig havde fundet en årsag til hendes smerter. Men de seneste 3 måneder havde alligevel sat sit præg – især på mig.

På trods af søvnmanglen og alt det jeg ikke havde fået bearbejdet, havde jeg kørt benhårdt på og ofret mig selv 100% både fysisk og psykisk for Ella. Jeg kunne godt mærke, at min vejrtrækning ofte sad helt oppe i brystet og at kroppen sitrede konstant. Mit hjerte galoperede derudaf, men jeg forsøgte at komme igennem dagene og ignorere alle tegn på angst og stress, for at give Ella alt det hun havde brug for. Men det var som om, at udfordringerne ingen ende ville tage. Så snart vi var ovre det ene kom det andet. Jeg blev ramt af svamp på brystvorterne og kæmpede i ugevis med smerterne og lige da det var væk, fik jeg brystbetændelse. Herefter svamp igen og endnu en begyndende brystbetændelse. Fire gange nåede jeg at få svamp, før jeg endelig fik bugt med det. Jeg var flere gange ved at opgive amningen, fordi det gjorde så ondt, men omvendt var amningen blevet så altoverskyggende vigtig for mig, fordi intet andet var gået som forventet. Følelsen af at jeg ikke havde kunnet føde hende “rigtigt” hang stadig ved. Jeg følte, at jeg skulle vise og bevise at jeg trods alt godt kunne finde ud af at amme og havde en følelse af, at jeg ville knække fuldstædig hvis også det gik i vasken. Så jeg knoklede løs, bed alle smerter i mig og kom igennem det.

Oveni alt det andet, så begyndte jeg at døje med kraftige rygsmerter og ved en undersøgelse fik jeg af vide, at smerterne kom af at mine mavemuskler ikke var vokset sammen igen efter fødslen. Det forklarede også, hvorfor jeg fortsat lignede en gravid i 6. måned, selvom det var mange måneder siden, jeg havde født. Det var ikke just noget, der var med til at fremme selvværdsfølelsen og endnu engang følte jeg mig som en fiasko, når jeg sammenlignede mig med ”alle de andre”, der havde født og på et splitsekund nærmest havde fået vaskebræt igen.

Langsomt gik mit humør bare mere og mere ned ad bakke. I takt med, at jeg også blev mødt med flere og flere af omverdenens ”gode råd” og kommentarer, voksede den dårlige samvittighed og det dårlige selvværd og begyndte at æde mig op indefra. Set tilbage var det hårdeste faktisk ikke den evige søvnmangel eller alle de andre problemer, det var når folk samtidig fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok og at det måske var min egen skyld at Ella fx ikke sov ret meget. Og det gjorde folk rigtig ofte – helt sikkert ikke intentionelt – men ved at komme med rigtig mange kommentarer og gode råd såsom: ”Har du prøvet at gå en tur med hende i barnevognen?”, ”Børn skal bare lære at sove i larm og sove i den friske luft”, ”Børn sover jo bedre, hvis de får lov at græde sig selv i søvn” og uendeligt mange “hvorfor gør I ikke bare dit og dat” og “vi gjorde da bare sådan og sådan” osv. I øvrigt erfarede jeg, at amning åbenbart også er noget alle har en mening om, uanset om de har det mindste begreb om hvor hårdt arbejde amning faktisk er, eller i det hele taget hvad diverse anbefalinger siger, så var ingen blege for lige at smide kommentarer som fx: ”Skal du ikke snart til at stoppe med det der amning” eller ”Hvorfor giver I hende ikke bare en flaske, så du kan sove noget mere om natten.” ‼ Desværre havde disse “råd” ret meget den modsatte effekt på os og det er sikkert kun folk, der selv har haft et knap-så-sovende barn, der virkelig forstår at man selvfølgelig HAR prøvet ALT, og at det derfor i virkeligheden bare føles som om man bliver trådt på mens man ligger ned, når disse bemærkninger kommer flyvende.

Havde jeg været fyldt med overskud, fået tilstrækkeligt med søvn og i øvrigt været mere mig selv, havde jeg muligvis godt kunne ryste på hovedet af kommentarer som disse, og holdt fast i at det vi gjorde var rigtig for os uanset, hvad folk mente. Men idet jeg i forvejen var fuldstændig nedkørt både fysisk og psykisk, havde jeg enormt svært ved at mærke mig selv og derfor gik kommentarer som disse lige ind og fik mig til at tvivle på alt, hvad jeg gjorde.

Set i bagspejlet, forstår jeg slet ikke hvordan jeg var i stand til at hive mig op dag efter dag og være omsorgsfuld, kærlig og aldrig lade mit indre kaos gå ud over Ella. Selvom jeg godt kunne mærke, at jeg langt fra var mig selv og selvom mine handlinger viste tydelige tegn på stress og angst, kæmpede jeg en indvendig kamp for at klare det hele.

Min kæreste var naturligt nok også meget presset over vores situation og ligesom jeg, havde han heller ikke haft et eneste sekund til at bearbejde noget af det vi havde været igennem. Tilmed fik han nyt job midt i det hele og skulle yde og bevise en masse på arbejdet, så han begyndte også langsomt at synke længere og længere ned og blev ramt af stress. Skænderierne blev voldsommere og voldsommere og vi gik nærmest ugentligt fra hinanden for så at finde sammen igen et par dage efter. Ingen af os havde overskud til den anden og ingen af os kunne vise omsorg eller forståelse for hinandens problemer. Og ud af det voksede den dårlige samvittighed yderligere, fordi vi skændtes foran Ella.

Jeg begyndte at reagere meget voldsomt på det mindste pres og især vores skænderier og frustrationerne over ikke at blive hørt, set og forstået endte flere gange i panikangstanfald, hvor jeg hyperventilerede og kun kunne ligge i fosterstilling på badeværelsesgulvet. Jeg bebrejdede efterhånden mig selv for alt. Det var min egen skyld, at jeg havde haft så hård en graviditet, det var min skyld at fødslen var gået galt, det var min skyld at jeg ”ikke kunne finde ud af” at føde naturligt og at det endte i kejsersnit, det var min skyld at hun havde fået refluks og havde været låst i nakken, det var min skyld at hun sov så dårligt, som hun gjorde og det var mig, der ikke kunne finde ud af at putte hende ordentligt. Jeg begyndte at få nogle skrækkelige tanker om mig selv. Jeg følte, jeg var en dårlig mor, dårlig kæreste, dårlig veninde, dårlig datter. Jeg følte at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. At jeg var til besvær for alle i min familie og for min kæreste og at alle ville havde det meget bedre, hvis jeg ikke var her.

Jeg mistede faktisk lysten til at leve og det eneste, der holdt mig her, var tanken om at Ella ikke skulle vokse op uden sin mor. Jeg havde efterhånden udviklet en fødselsdepression kombineret med angst og stress.

Da Ella nærmede sig 6 mdr. var situationen i vores hjem virkelig alvorlig og vi havde akut brug for hjælp. Vi opstartede i et forløb, hvor vi blev tilknyttet en psykolog og en sundhedsplejerske med samtaler to gange om ugen, både individuelt og parvis. Jeg husker den første samtale, som værende livsvigtig for mig, fordi det var der, jeg for allerførste gang siden Ella blev født, følte mig forstået. Noget af det første psykologen sagde var, at med den historie vi havde, var det helt utroligt, at vi stadig stod oprejst. De følgende uger blev vi fulgt meget tæt og vi fik utrolig meget ros for hvilken glad, dejlig og dygtig pige vi havde og flere gange fik vi af vide, at det var helt utroligt så godt vi klarede det som forældre, på trods af vores historie.

Sundhedsplejersken roste mig til skyerne over alle de ting jeg havde lært Ella og hvor sund og god en tilknytning vi havde fået. Hun forsikrede mig om, at Ella udviklede sig fuldstændig normalt og på ingen måde havde taget skade af skænderierne eller min psykiske tilstand. Ydermere støttede hun os i, at vi gjorde alt det rigtige i forhold til Ellas søvn og at vi skulle holde fast i at gøre det, der virkede og ikke det som alle bøgerne skrev. Det gik mere og mere op for mig, hvor meget jeg havde higet efter ros og anerkendelse. Både anerkendelse af, at det vi havde oplevet langt fra var normalt og at vi virkelig havde været udfordret på samtlige parametre. Men også anerkendelse af, at det ikke var mig, der var ved at blive fuldstædig splitterravende sindssyg, men at jeg reagerede, som enhver anden ville reagere, på så lidt søvn og så mange udfordringer. Jeg havde i den grad savnet både forståelse og omsorg fra min omverden og følte desværre at jeg ofte blev mødt med det stikmodsatte.

Det er tankevækkende, så stor en forskel det gjorde for os, at vi pludselig fik anerkendelse og ros og blev bekræftede i at vi gjorde det rigtige. Vi voksede begge to og selvom vi stadig havde et barn, der ikke sov tiden væk, kunne vi langsomt begynde at samarbejde igen. Stemningen i hjemmet forandrede sig fra at have været en kampzone, fyldt med tristhed, håbløshed og tårer, til en mere behageligt sted, hvor vi alle tre i det små begyndte at nyde det at være en familie.

Der er nu gået over et år siden min datter kom til verden. Intet blev noget i nærheden af hvad jeg havde forestillet mig og jeg kan sige med sikkerhed, at dette år har været det ubetinget hårdeste i mit liv. Jeg har en følelse af, at være gået glip af rigtig mange ting gennem hendes første år og det er trist at tænke på, hvor lidt jeg har nydt min barsel. Det stikker stadig i hjertet, når mine veninder taler om “det søde barselsliv” eller hvor meget de nyder deres morrolle, fordi jeg har rigtig svært ved at genkende det og føler mig enormt forkert fordi jeg har det som jeg har det. Jeg har en følelse af at have været enormt låst til hjemmet i meget lang tid og at vi har fejlet som forældre på mange områder. Heldigvis forsøger jeg at tænke, at jeg har masser af år til at indhente det “tabte”og heldigvis elsker jeg min datter højere end noget andet i verden og det må være det bedste udgangspunkt for fremtiden.

Jeg kæmper fortsat med min angst og det er stadig en udfordring at min lille søvndjævel sover som vinden blæser. Derfor vil det sikkert også tage en rum tid endnu, før jeg er helt mig selv igen – og helt den samme bliver jeg aldrig, men en bedre og mere vis version er det, jeg stræber imod. Jeg vil lære af mit forløb og jeg vil så vidt, jeg kan, hjælpe andre, der oplever noget lignende, så de ikke skal føle sig så alene, som jeg har gjort.  Fremtiden er lys. Tak fordi du læste med.

Mit navn er Mia og jeg er 33 år gammel. I juni 2015 blev jeg mor til den dejligste lille pige – den største oplevelse i mit liv, men også en begivenhed, der radikalt ændrede mig og mit liv.

Dette er min personlige blog, hvor jeg vil skrive (mest) om, hvordan jeg har oplevet det at blive mor. Jeg har valgt at offentliggøre mine tanker, både fordi jeg selv har følt mig alene og forkert, fordi jeg ikke, som så mange andre, synes det har været det fedeste i verden at være på barsel og derfor gerne vil dreje fokus mod den knap-så-fede barselstid. Men også fordi jeg håber at kunne hjælpe andre, der ligesom jeg har mødt mange udfordringer og hvor tingene ikke er gået som smurt enten ved graviditet, fødsel, kejsersnit, barsel, fødselsdepression eller det hele på en gang.

Jeg har samtidig lyst til at udfordre emner som: “hvordan omverdenen reagerer når man har det svært”, “amning og alle mulige andre personlige ting, som alle synes at have en mening om”, “hvad er ok at sige til nybagte forældre!”, “hvor vigtigt det er at hjælpe sine nære og ikke dømme dem” og “hvor kunne det være fedt hvis alle blev bedre til at være åbne for forskellige måder at være forældre på” – alt sammen tanker, som er opstået på baggrund af egen erfaring og som løbende vil skrive indlæg om. Allerførst har jeg skrevet min egen personlige historie, så hvis du har lyst til at kende den og læse mere så læs mere lige her:

Når drømmen bliver til mareridt!