Love me most, when I least deserve it <3

I lyset af de personlige beskeder og kommentarer jeg har fået fra andre forældre, der på en eller anden måde genkender elementer i min historie, og som har stået med mange af de samme følelser, har jeg i den grad fået bekræftet, at jeg langt fra er alene. Jeg er ikke alene om at føle mig forkert, misforstået og faktisk også svigtet i min første tid som mor.

Samtidig er der også nogle stykker, der har spurgt mig om hvordan man bedst hjælper sine nærmeste, hvis de har en svær eller kompliceret start eller hvis de af den ene eller anden grund, er i en krise og ændrer adfærd. Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal svare til dette. Men jeg vil prøve at gøre et forsøg i dette indlæg og kan jo selvfølgelig kun tale ud fra egen erfaring.

Personligt var det allervigtigste nok for mig, at blive anerkendt. Sådan virkelig at blive lyttet til og anerkendt, uden nogen former for fordømmelse. Jeg husker bl.a. at min mor en dag sagde til mig: ” Det skal da bare ikke være nemt for Jer hva?”. Jeg husker hvordan mine skuldre nærmest bogstaveligt talt sænkede sig en anelse, og hvordan jeg lettet sukkede og svarede ”nej åbenbart ikke”. Jeg var så inderligt taknemlig for den kommentar. For det var lige præcis sådan vi følte det. Det var sgu ikke nemt – det var pisse-fucking-hårdt at blive ramt af den ene komplikation efter den anden, og samtidig stå med et gigantisk søvnunderskud, der ikke ligefrem så ud til at blive mindre i nærmeste fremtid. Denne kommentar fik mig i et kort øjeblik til at føle, at det IKKE var fordi jeg ikke kunne finde ud af at være mor, at vi havde det som vi havde det. Men at der faktisk VAR unormalt mange forhindringer på vores vej, og at det var derfor vi var ved at knække. Sådanne kommentarer kunne jeg godt have savnet lidt flere af.

Set tilbage, kan jeg nu se at mange af vores handlinger, ord og samtaler med familie og venner i høj grad bar præg af vores desperate situation. Desværre blev vi virkelig ofte misforstået på baggrund af vores handlinger. Fx er jeg blevet omtalt som værende hysterisk, sart og pylret. I virkeligheden handlede det jo bare om, at jeg havde det elendigt med mig selv, i mit forhold og i min rolle som mor. Jeg higede i den grad efter at blive forstået og jo mindre forstået jeg følte mig, jo mere desperat blev jeg. Jeg kunne jo godt se og mærke at jeg var langt fra mig selv. Og så man kun på mine handlinger, kan jeg da sagtens se at jeg har fremstået som værende netop hysterisk, sart og pylret. Jeg kunne have ønsket, at flere havde været i stand til at forstå baggrunden for hvorfor vi handlede som vi gjorde. Der var desværre ikke ret mange, der forstod, at vi i virkeligheden ”bare” havde brug for omsorg og anerkendelse. Et kæmpe kram og et par trøstende ord, eller at få af vide at vi gjorde det godt trods omstændighederne, havde nok haft en positiv effekt på os. Ikke at det havde gjort hele forskellen, for der er ingen tvivl om at vi (i hvert fald da vi var kørt helt af sporet) havde brug for professionel hjælp, men måske havde det hjulpet lidt til at vi havde følt os mere forståede.

Omvendt kan jeg også godt se, at vi har været svære at læse. Det har været svært at hjælpe os, for vi havde rigtig svært ved at svare på hvordan folk kunne hjælpe. Der var rigtig mange i vores omgangskreds, der skrev eller ringede til os og sagde at vi bare skulle sige til, hvis de skulle gøre noget. Men set i bagspejlet, har vi jo været i dyb krise og specielt jeg var meget styret af min angst og kunne derfor nærmest ikke engang tage stilling til, om jeg skulle have mælk i kaffen eller ikke. Derfor var det også rigtig svært netop at sige ”til”, for jeg kunne ikke forklare folk hvad de kunne hjælpe med. Det bedste var når nogen bare kom og selv gik i gang med at rydde op, sætte opvaskeren i gang eller støvsugede. For jeg kunne bestemt ikke selv bede om det. Det eneste jeg kunne tænke var at jeg bare ville sove – og helst i 100 år! Det bedste var, når jeg ikke fik et valg, ikke skulle tage stilling til noget som helst.

Der var egentlig rigtig mange, der ville os det godt langt hen ad vejen, men samtidig følte jeg også lidt at jo sværere vi fik det og jo mere komplicerede vi blev at være sammen med, jo mere afstand blev der taget til os. Og egentlig forstår jeg godt hvorfor. Hvem har dog lyst til at være sammen med mennesker, der er triste, negative og ikke kan se lyst på ret meget? Alligevel gjorde det ondt. Jeg følte mig ofte som den der elefant i rummet, som alle taler om, men ingen taler til. Faktisk sidder følelsen af at blive taget afstand fra og mærkeliggjort, når man er allermest sårbar og har allermest brug for hjælp, stadig dybt i mig.

Som jeg også nævnte i mit tidligere indlæg, var der også mange, der forsøgte at hjælpe, ved at give råd. Og selvom jeg godt ved at det hele har været ment godt og med den bedste hensigt, ville jeg ønske at folk havde været lidt bedre til at stikke en finger i jorden og set situationen an, før de kom med alle de gode råd. For de havde som sagt en negativ effekt på os, da de fleste råd var med til at få os til at føle os uduelige som forældre.

Men hvad skal man så gøre, når man prøver at hjælpe? Ja, det er jo netop det der er så fandens svært at vide. Mit bedste råd er: LYT. Lyt til hvad der bliver sagt, også mellem linierne. Vid at hvis en person pludselig ændrer adfærd markant, så ligger der med al sandsynlighed noget helt andet bag. Find det! Find det, der ligger bag og mød personen lige der. Mød IKKE personen i handlingerne, bebrejd ikke handlingerne og døm endelig ikke personen ud fra dem. Og selvom det er uendelig svært ikke at rådgive, selvom det er det vi alle sammen har lyst til, fordi vi jo så gerne vil hjælpe, så lad være. Lad det i hvert fald ikke være det første du gør. Anerkend personen – sig ord og sætninger som: ”Det lyder sgu også hårdt” eller ”jeg aner ikke hvordan det må føles, men det lyder ikke rart”. Og hvis du ikke ved hvad du skal sige, så sig det: ”jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige” og giv så et kram.

Det lyder nemt når man skriver det, men det er det bestemt ikke. Det kræver nemlig også, at man tør være i elendigheden sammen med personen. At man ikke er bange for tårer, følelser og at man ikke er bange for selv at blive berørt. Og det er de fleste nok egentlig lidt bange for, måske specielt her i Danmark. Måske er vi allesammen lidt berøringsangste, når noget kan komme til at ramme os og når vi selv kan risikere, at blive blottet.  Men hvor er det ærgerligt. Det er især ærgerligt, fordi vi jo allesammen bliver ramt af kriser i livet og har brug for at nogen ser os, hører os og hjælper os. Og hvad skulle vi gøre uden hinanden?

Jeg vil hjertens gerne høre fra andre. Hvad eller hvem har hjulpet Jer ud af krisesituationer? Det tror jeg vi alle sammen kan lære rigtig meget af at høre lidt mere om…